Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs


Jeg ser livet som en lang vej, og en af de ting, vi alle bliver berørt af før eller siden, er det at miste nogen eller noget.

Vi kan miste en i familien, en bedsteforælder, mor eller far, søster eller bror, en ægtefælle/kæreste, et barn eller en ven eller veninde.  Og ikke at glemme, når vi mister et kæledyr, der har fulgt os i mange år. 

Men vi kan også miste noget af os selv. Hvis vi bliver alvorligt syge, og mister færdigheder. En drøm vi må opgive; en kæreste, der forlader os. En ven, der ikke længere ønsker at være vores ven.

 Men jeg vil tage udgangspunkt i mit arbejde som frivillig, hvor jeg havde en gruppe personer, der havde mistet sin ægtefælle til kræft. Samtidig var de forælder til et barn, der således havde mistet en far eller mor.

Gruppedeltagerne var naturligt nok meget optaget af deres børn og deres sorg, reaktioner på savnet eller mangel på samme.

Jeg havde på daværende tidspunkt ikke selv haft samtaler med børn, så jeg var nødt til at trække på andres erfaring på området.

Deres oplevelser af deres børns håndtering af sorgen var meget forskellige. Der var alle mulige reaktioner. De var ligeså forskellige som alle andre. En af pigerne ville på kirkegården meget tit, sad der længe og rev de små sten i fint mønster. En anden ville slet ikke tale om hendes far og ville ikke med på kirkegården. En tegnede masser af billeder, der omhandlede døden. Men der var fællestræk, og det var deres evne til at skiftevis være i sorgen (ked af det) og lukke sorgen nede og dermed være i nuet.

Faktisk ønskede flere af forældrene at kunne gøre det samme, da de savnede deres kære/ ægtefælle det meste af tiden og havde svært ved at koncentrere sig om andet. De havde mere eller mindre sat deres liv på pause. Det var vanskeligt at komme videre. En sorgproces kan vare flere år. 

Det at miste handler om mange ting. Det ”vi” ikke længere vil være fælles om, og dermed det jeg fremover selv står med ansvaret for; børnene, huset, alle store beslutninger, økonomien. Alle de ting ”vi” havde planlagt, som ikke blev til mere.

Hvis vi mister en ven eller veninde, der ikke længere ønsker os i deres liv, kan det være ligeså svært, som at miste en til døden.

 En mand eller kone, der ønsker et liv uden dig. En forelskelse, som endte, før den blev til en kærlighedshistorie. Her er der jo tale om en aktiv fravælgelse, modsat en person, der ikke selv ønskede at forlade livet.

Vi kan også miste mening med livet, feks drømme, der må opgives eller ikke realiseres. Miste os selv, går på kompromis, når vi ikke får sagt til og fra.

Hvordan forholder vi os til den sorg og smerte det er at savne og miste.

Vi kan nægte at tale om savnet, i den forhåbning, at smerten forsvinder af sig selv, for nogle lykkes det måske, men for langt de fleste af os dukker savnet op gang på gang. Måske når der er noget, der minder om den savnede. Eller senere i livet, når vi bliver mindet om, at vi alle skal dø en dag.

Ingen af de samtaler, jeg har med mennesker i sorg, er ens. Vi håndterer og reagerer ud fra vores verdensbilleder, som er blevet formet igennem vores opvækst og de påvirkninger vi har været udsat for. Det er samtaler, der handler om vores grundvilkår og eksistens. Det er samtaler, der til tider giver grobund for forandring, og mulighed for at skifte retning og få et mere nuanceret syn på livet.

Om Admin

Uddannelse Eksistentiel psykoterapeut med et speciale i psykologi.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *